Til lykke med den nye hvalp.

Abildkrogens Tiny Thumbelina - kaldet Smilla. Hun skal flytte til Norge

Kennel Abildkrogen                        
v/ Ulla Jensen, Abildkrogen 11
  DK - 8900  Randers

 

Jeg håber, I får rigtig meget glæde af hinanden. For at dette skal lykkes, er det nødvendigt, at du som ejer af hunden, er den, der bestemmer, hvad og hvornår tingene skal ske. Du er lederen – men samtidig er du din hvalps bedste ven

 

Skulle der opstå problemer undervejs, er jeg altid til rådighed med råd og vejledning. Mit ønske er, at hvalpen vil udvikle sig til at blive en glad og velfungerende hund i mange år fremover. Husk at kontakte mig, mens problemerne er små.

 

En labrador er en stor hund . Det skal du huske, når du bestemmer, hvor i huset den må opholde sig. Det er sjovt at sidde med den på skødet, mens den vejer 8-9 kg., men når den først når sin vægt på over 25 kg. – og fylder så meget, at du ikke kan få øje på TV-skærmen, er det ikke så sjovt med et skødbarn mere. Så sæt dig i stedet ned på gulvet til hunden, hvis du vil sidde sammen med den. Din hund er også meget tilfreds med, at du sidder i stolen, og den må ligge på gulvet ved siden af dig.

 

Det er vigtigt, at den fra starten lærer, hvem der bestemmer. Hvalpe skal opdrages, og det vigtigste er, at man er konsekvent i sin opdragelse. En hvalp vil være nysgerrig og undersøge alt, lige fra ledninger til legetøj og sko, og den bruger sine tænder til at undersøge med. Hver gang, den laver noget, den ikke må, skal den have at vide, at det ikke er tilladt. Den lærer hurtigt, hvad et NEJ betyder. Til gengæld skal den have meget ros, når den gør det rigtige. Positiv forstærkning giver altid den bedste indlæring.

 

Sørg også for, at den har noget, den må lege med og bide i. Det er godt med oksehudsben (det skal være dem uden ”knude”), massive legeting af gummi eller hård plastik (aldrig pibedyr – eller bløde hundelegeting). Gamle viskestykker eller håndklæder med mange knuder eller lignende er også godt.

 

En labrador er en brugshund . Det betyder, at den gerne vil arbejde på en eller anden måde. Hvis der opstår problemer med bideri, ulydighed osv., er det som regel, fordi den ikke får udfordringer nok. Den skal helst have lov at bruge både hoved og ben. Så vælg at gå til træning indenfor noget, som både du og hunden synes er sjovt. Det er vigtigt, at den lærer lydighed sammen med andre hunde. Jeg vil anbefale, at man starter i Dansk Retriever Klub, da de nok har mest forstand på at træne retrievere.

 

En labrador er en hund – ikke legetøj. Hvis der er børn, der gerne vil lege med hvalpen, bliver den glad. Men husk, at det skal foregå på en måde, så at hunden bliver respekteret. Den finder sig i meget, men det kan også blive for meget – og så skal den have lov til at være i fred.

 

Når man leger med sin hvalp, skal det foregå i et roligt tempo. Hvis man leger vildt med en hvalp, tror den, at det er sådan, det skal foregå i hele dens liv. Derfor skal man heller ikke lade den være med til at spille fodbold eller andre boldspil i dens første leveår. Jeg vil også fraråde trækkelege. Men alle lege, hvor den skal hente og bringe, er gode. Tænk på, at tennisbolde er hårde ved hvalpens tænder.

 

Hvalpen skal i starten have meget ro. Den sover en stor del af døgnet, og dette skal man respektere.

 

En labrador er levende. Det betyder, at den skal have mad og det giver affald – så den skal også besørge.

 

En hvalp lærer hurtigt, at den skal besørge udenfor, hvis man selv er konsekvent. Den skal gerne ud, hver gang den vågner, har spist og drukket eller har leget. Så skal man gå ud til det sted, hvor man ønsker, den skal besørge. Men man skal være hurtig. Hvalpen har ikke den store tålmodighed eller kapacitet til at vente. Husk at rose meget, når den har besørget. En lille godbid gør underværker.

 

Hvis hvalpen, før den bliver renlig, er uheldig på et gulvtæppe, er det en god ting at rense det med eddikevand og derefter drysse kartoffelmel på. Lad det tørre helt, så kan det let støvsuges væk.

 

En labrador skal have mad. En labrador er meget glad for mad. Og den spiser gerne, hurtigt og længe. Derfor er det dig, der bestemmer, hvad der er godt for din hund. Den vigtigste regel er: Din hvalp og unghund må ikke blive overvægtig. Den skal være slank. En labrador vokser meget hurtigt. Det er derfor meget vigtigt, at den får det rigtige foder, så at den kan udvikle sig til en sund og stærk voksen hund med et veludviklet skelet. Husk at godbidder skal ”trækkes fra” mængde af foder – det er mellemmåltiderne, der feder!

Jeg har fodret med Royal Canin, og det vil jeg anbefale, at man gør – i hvert fald indtil hunden er 2 år. På sækkene står der angivet, hvor meget foder en hund skal have pr. dag. Dette tal er næsten altid for højt, så start med at give den 60-70% af, hvad producenten opgiver. Det er lettere at få en hund til at tage på end til at tabe sig. Hvis man fodrer med et foder af god kvalitet, indeholder det alt, hvad hunden behøver, og man skal ikke give tilskudsfoder af vitaminer osv. Det er imidlertid godt for hunden at få lidt lakseolie hver dag. Det indeholder umættede aminosyrer, som er rigtig godt for hundens immunforsvar.

 

Mens hvalpene var hos mig, fik de mad 3 gange om dagen:

1. gang mellem kl. 6 og 7.

2. gang mellem kl. 12 og 13

3. gang mellem kl. 18 og 19

 

I får hvalpefoder med til nogle dage. Hvalpene skal have dette foder – Royal Canin Maxi babydog, indtil de er 4 måneder. Foderet kan gives opblødt i vand. Min erfaring har været, at hvalpene bedst kan lide foderet, hvis det ikke har stået i vand alt for længe. (ca. 10 min.) Fra 5. måned skiftes til Royal Canin Maxi junior, som gives indtil de er 15 måneder. Herefter fodres der med Royal Canin Labrador.

 

HUSK ALTID AT DER SKAL STÅ FRISK VAND TIL HUNDEN.

 

Hvalpene er vaccineret, når de kommer herfra. Der er i disse år en debat om, hvor tit man skal vaccinere sine hunde, men i samråd med min dyrlæge har jeg valgt at vaccinere nu. Når hvalpen er 12 og 16 uger, skal den vaccineres igen. Det er vigtigt, at disse vaccinationer overholdes.

 

Hvalpene har fået ormekur 2 gange. De har fået flydende Panacur Vet. Den skal have ormekur igen efter ca. 2 uger i sine nye omgivelser. Ormekur kan kun fås på recept gennem dyrlægen.

 

Litteratur. Der findes et utal af hundebøger. Mange af dem er spændende læsning, og hvis man ikke selv vil investere, kan de lånes på biblioteket. Jeg vil foreslå disse, som alle giver gode råd om opdragelse og træning af en hund:

·         Svend Järverud, Gunvor af Klinteberg-Järverud. Din hund – som hvalp og unghund

·         Jan Fennell. Hundelytteren.

·         Karen Pryor. Klikkertræning af hunde

·         Marie Hansson. Min bedste ven

·         Irene Jarnved. Hunden i hverdagen

·         Lone Greva. Hvalpen

 

Flere af disse bøger kan du købe med rabat gennem Dansk Kennel Klub.

 

Du kan også finde god vejledning på følgende hjemmesider:

 

www.netdyredoktor.dk        Her kan du gå ind under Hundeskolen og Tips til en god start med hvalpen.

På adressen www.hundepsykologen.dk finder du også mange gode artikler om hvalpe.

http://clickertraining.com/store/ giver mange gode ideer til træning.